Mad-inspiration

06-12-2012

Til denne ret skal der startes med at lave lidt forarbejde inden der tilberedes i wokken. Først finthakkes 1 rød peber, 1 løg, 3 fed hvidløg og ½-1 frisk rød chili. Alt sammen svitses i 4 spsk. olivenolie og 6-8 kviste frisk timian. Mens dette svitses i 3-4 minutter skæres 400 g. kyllingefilet i mundrette stykker og drysse med salt og peber. herefter kommes kyllingen i wokken sammen med 200 g. chorizo, som er skåret i ½ cm. tykke skiver og 1 tsk paprika. Retten lynsteger til kødet er næsten klart hvorefter 500 g. paella-ris (eller grove langkornede ris) tilsættes og svitses i 3 minutter sammen med et sjat tør sherry. Herefter tilsættes kogt vand, som er kogt op mens det øvrige er tilberedt. Vandet skal dække retten + 1 cm. over. Når retten begynder at simre tilsættes ½ tsk. safran og der røres rundt. Tilsæt 4 store hakkede tomater (en dåse fra supermarkedet er også fint) og smag til med salt og peber. Nu tilsættes 250 g. friske blåmuslinger og 300 g. rå tigerrejer og retten småkoger ved middelvarme i 3 minutter. Nu skal der 300 g. tyndskårede blæksprutteringe og 400 g. ærter i wokken og der simres videre i 2 minutter. Igen smages der til med salt og peber. Nu skal retten tildækkes i 5 minutter og varmen slukkes. Herefter serveres den til de sultne gæster. En lille pointe til personer, som ikke er så vilde med stærk mad, så kan mængden af chili nedsættes.
Velbekomme... Mille

28-11-2012

500 g. sushiris koges i 750 ml. vand. Når risene er færdige, kommes 1 dl. risvin-eddike i og risene køles i ca. 30 min.
Mens risene køles, skæres tilbehøret til rullerne. Tag en hel agurk og skræl den. Del den på langs og tag gernerne ud. Del den halve agurk i 4 dele på langs. Tag 2 avocadoer og tag stenen ud. Afmonter skrællen og skær kødet i lange stykker. Kødfyld er ofte en personlig sag og i dette tilfælde er der lagt vægt på familiens ønsker. Rå laks fra fiskehandleren i Torvehallerne, Kogte rejer, kyllingepølser og friturestegt tofu (kan købes på dåse hos asiatiske købmænd). Kødet skæres i længder, som passer bedst til rullerne.
Nu tages et stykke Nori-tang, som lægges på en sushi-måtte. Plast-måtterne er klart at foretrække. Risen tages ud af køleskabet og nu kommer tricket. Stil en lille skål med vand ved siden af risene og dyp fingerspidserne. Umiddelbart efter tages risene over på tangpladen og bredes ud over det meste af tanget. Der skal ikke ris på de øverste 1,5 cm. af tanget. Pas på med at komme et for tykt lag ris på. Nu kommes fyldet ovenpå risene ca. 2-3 cm. fra endestykket mod én selv. Når der er kommet det valgte fyld på (og evt. wasabi pasta), skal tangpakken rulles. Når den næsten er rullet sammen, dyppes en finger med vandet i skålen og den sidste 1,5 cm fugtes. Det gør, at rullen "limes" fast når der rulles færdig.
Når rullerne skal skæres er det vigtigt, at kniven er smal og meget skarp. En sløv eller bred kniv kan nemt ødelægge rullen. Har du en laksekniv, er den klart at foretrække. Skær det ene endestykke af og kassér det (eller brug set som smagsprøve). Herefter skæres der ca. 1 cm. tykke skiver. For hver 3. skive fugtes knivens sider let med vandet fra skålen, så kniven sklrer bedre gennem rullen.
Server med soya og syltet ingefær.
Velbekomme... Mille

28-11-2012

1 stk. julemedister kommes på panden og steges i smør ca. 8 min på hver side. Vend hvert 3./4. min. 400 g. safran-pasta koges i letsaltet vand i 5 min. og vendes med lidt lækker olivenolie. Der tilsættes 250 g. kvarte cherrytomater og en håndfuld bredbladet persille. Nemt og hurtigt :-)
Velbekomme... Mille

26-11-2012

400 g. blommer (der kan sagtens være forskellige sorter) og 1-1½ pærer skæres i mindre stykker og kommes i en gryde sammen med 1 dl. æble-eddike, 1½ dl. vand, 3 spsk. øko. rørsukker, 1½ tsk. kanel, 10 finthakket tørret abrikos samt 2 cm. finthakket ingefær.
Massen bringes i kog og er færdig, når frugterne er møre. Chutney´en smages til og hældes på glas, som er behandlet med atamon.
Velbekomme... Mille

26-11-2012

Skær 600 g kyllingeinderfileter i mundrette stykker og bland det med 5 dl. græsk yoghurt, 3-5 fed hvidløg finthakket, 2 tsk. stødt allehånde, 1½ tsk. nelliker, 1 tsk. revet muskatnød, 1 tsk. stødt kardemomme, 1½ tsk. garam masala, ½ tsk. chilipulver (evt. fra Bubba Gump) samt citronsaft fra 1 citron (gerne økologisk). Sæt blandingen i køleskabet i 1-2 timer, så kødet kan trække en masse smag.
Fladbrødene kan laves selv, men jeg handlede en pakke hos min lokale indvandrer-grønthandler, som har alt til mine spændende retter!!!!!
Når kødet har 45 min. til stegning, skrælles 4 bagekartofler og skæres i rette størelser til fritter. Herefter kommes de i en pose sammen med lidt olie og en masse frisk timian. Det hele æltes rundt i posen og kommes herefter over på en bageplade med bagepapir. Herefter skal de 30-35 min. i ovnen ved 180 grader ved varmluft.
Kødet tages nu ud af køleskabet og kommes på en varm pande. Vær opmærksom på, at det er kødet og ikke marinaden, som skal på panden, så vær opmærksom, når kødet "fiskes" over på panden. Kødet steges nu et par minutter på begge sider.
Mens kødet steges, skæres tomater og agurker i mundrette stykker og lægges i skåle. Der skal også frisk salat og bredbladet persille i rullen, og nu kommer det svære...
Hvilken dip skal der i rullen??? Vi har valgt at gå væk fra den klassiske hvidløgsdressing og valgt hjemmelavet pære/blomme chutney eller lemon pickles.
Til de sarte, så er retten ikke helt umuligt, hvis hvidløg udelades
Velbekomme... Mille