Goretex Trans-alpin er et 7 dages etapeløb, som afholdes for første gang i år. Der er pt tilmeldt 96 hold af 2 løbere. Jeg skal løbe med Michael fra Kolding motion, som jeg har løbet med en del gange de seneste år.

Målet med løbet er selvfølgelig at gennemføre og få en fed tur ud af det. Der skal tages en masse billeder og naturen skal nydes (hvis man ellers orker det på de drabelige etaper... se nedenfor).

Der vil efter løbet komme et fyldestgørende referat for hver enkel etape med tid/placering.

 

Referat...

 

Turen derned var lang, da vi først skulle flyve til München, dernæst 3 x tog og 1 gang med bus før vi var i Oberstdorf. Vi ankom til camp´en, fik en masse grej fra løbsarrangørerne og fik så anvist vores soveplads i salen. Der var fra start styr på tingene og vi følte os velkomne. Natten var for mig et mareridt, idet jeg lå på et ultratyndt liggeunderlag, hvilket jeg ikke kunne sove på. Det var ALT FOR HÅRDT!!!!! Jeg fik 1-2 timer inden prologen, hvilket ikke var optimalt, men hva´ pokker. Nu skulle vi i gang.

 

PROLOGEN

Vejret var solrigt og temperaturen lå på 25 grader. Lige inden startskudet spillede de AC/DC´s "Highway to hell", hvilket de gjorde hver moegen med en enkelt undtagelse. Vi gav den gas fra start og lå i den bedre ende. Ruten var let kuperet med enkelte stigninger på op til 15-20 %. Underlaget var asfalt, skovstier, grus og rullesten. Vi følte begge at vi løb en god prolog og tiden blev 1:43 for de 18,5 km.

 

1. ETAPE

Efter endnu en nat i Oberstdorf og endnu en elendig søvn for mig skulle vi igen afsted. Michael følte sig rigtig godt løbende, hvorimod jeg følte mig tung i kroppen. De første km var ikke så slemme, men den første stigning op mod første bjerg (1978 m.o.h.) var grum. Stigningerne var flere steder på 25% og det tappede kroppen for kræfter. Benene var som vingummi og da vi så skulle ned igen var det endnu stejlere og på rullesten og små stier. Benene ville ikke rigtig makke ret hele tiden, men ned kom vi uden de helt store styrt men med et par skrammer. Da vi kom ned fik vi gang i kroppen igen ved et super depot. Depoterne rummede flere slags væske, energibarer, frugt, kage o.m.a. Vi skulle lige op ad andnu en "knold" og den trak tænder ud. Turen ned gik fint og sluttiden blev 3:58. Bademulighederne var stærkt begrænsede i den nye målby, men Michael fik os hurtigt ind efter skiftetøj og så var vi pludseli forrest i badekøen. Efter en "shoppetur" fik vi slappet af og læst lidt inden pasta partyet om aftenen.

 

2. ETAPE

Tja.. endnu en dårlig søvn og det kan nu mærkes efter de første dages stabadser.

Denne etape blev kaldt "König-etape" af arrangørerne og den var virkelig en fryd for øjet men en smerte for kroppen. Michael var super igen (det var han også på resten af etaperne) og jeg kæmpede igen. Der var flere ekstreme stigninger (jeg tør ikke gætte på %), farlige løbspassager, løb på løse sten, klatring på løse sten!!!!!, forcering af vandløb (jeg måtte lige se om mine ECCO-sko kunne tåle vand), løb på gletcher og halsbrækkende nedløb. Midt mellem de 2 sidste depoter løb jeg tør for vand og da vejret endnu en gang var mere til en strandtur en en løbetur i Alperne, så led jeg. Svimmelheden kom og jeg skulle holde tungen lige i munden for at klare mig op til gletcheren, hvor vi fik fyldt lidt smeltevand i dunkene. Lige efter sneen skulle vi klatre/kravle ved hjælp af kabel det sidste stykke op mod toppen. Nedløbet kostede styrt og skrammer, men ned skulle vi. Lårene begyndte at værke og da vi så St. Anton kunne vi smile igen. Pyha...

 

3. ETAPE

Skulle have været til Ischgl (mon det staves sådan??), men pga oversvømmelserne i Alperne blev den ændret til en 36 km rundstrækning om St. Anton. Vi troede at den ville være mere overkommelig end de 21 km som den oprindelige etape var på, men vi blev klogere. Efter 300 meter gik det op til vi nåede over 2000 m.o.h. De efterfølgende km bestod af kravl, klatring, usikker vandring på små stier og sten. Nedad igen på smalle stier med høje græskanter gav et par styrt, men ikke noget alvorligt. Da vi kom ned i dalen gik det op og ned ad grusveje og her fik vi bevist at vi var gode løbere. Det var nemlig frustrerende at blive overhalet hver gang det gik nedad, fordi vi passede mere på end de andre. Vi fik overhalet en masse på grusstykket frem mod det næstsidste depot. Her fik vi fyldt op og så hurtigt videre. Vi anede ikke om vi havde klaret de værste "bakker", men det fandt vi ud af efter 3-5 km. Næsten lodret op i himlen ad små snoede stier. Det var sindsygt hårdt efter en allerede hård etape, så jeg led virkelig. Da vi kom til toppen var jeg fokuseret på at komme hurtigt nedad. Michael gav plads og jeg tog teten. Vi kunne langt fremme se et par og dem fik vi hurtigt hentet. Den ene af dem var gået kold og fik maveproblemer. Endnu mere fart på og vi hentede et par, som vi var blevet distanceret af på de andre etaper. Det gav selvtillid og efter sidste depot kæmpede vi det sidste til mål. På de sidste 500 meter hentede vi endnu et par og det gav humøret et løft.

 

4. ETAPE

Vi blev kørt til Scoul i Schweiz, da vandmasserne havde ødelagt ruten dertil, så vi fikændret etapen til en 5,5 bjerg"sprint". Etapen steg 1000 meter vertikalt og så er 5,5 km pludselig hårde. Jeg havde maveproblemer og kunne ikke give den så meget gas som forventet. Vi klarede den på ca. 55 minutter og ville så i bad, men det var der desværre ikke. Det havde de glemt at fortælle og det var nok den eneste gang, jeg var utilfreds med arrangementet. Vi tog svævebanen ned (gratis) og tog tilbage til camp´en.

 

5. ETAPE

Starten var perfekt for os, idet det gik let op og ned de første 7½ km. Benene kom godt i gang for så at gå i stå igen med 15 km opstigning. Jeg følte mig bedre tilpas en tidligere og kæmpede for at holde hjul på Michael. Skyerne var begyndt at trække sammen til regn og det gav en del tåge på toppen. Her løb vi en del km på små snoede stier (max 50 cm brede) men pludselig måtte vi stoppe op. Der var 5 køer på stien. Hvad gør man så. Michael fik listet sig igennem, men det lod de mig ikke gøre. Jeg måtte kravle op ad skråningen før jeg var forbi. Ved sidste depot var der kun 10 km ned, men det var i skovbund og våde græsstier, så vi skulle være forsigtige. Det glemte vi og gav den gas, da vi kunne se de førende kvinder længere forude. Lige inden vi indhentede dem stod der igen en flok køer. Der var en lille passage mellem dem og Michael kom igennem. Da jeg forsøgte rykkede de sig sammen og jeg fik et ordentligt tryk i maven. Efter at have sundet mig under let løb satte vi tempo igen og kom i mål i let regn men med super humør. Nu var der jo kun 1 etape tilbage. Efter et tiltrængt bad fik vi en super pizza, for nu var vi kommet til Italien!!!!

 

6. OG SIDSTE ETAPE.

Dagen startede med øsregn, hvilket ødelagde lidt af det sjove ved en sidste etape. Efter at have forceret de første bakker var vi halvvejs og benene var gode, men nu ville vi bare i mål. Vi luntede videre og med 7 km til mål var der endnu et krævende løb på en bjergside, det gik dog let nedad. Her blev vi filmet af en helikopter og det blev brugt på dagen video. Med 3½ km igen løb vi forkert i en plantage og lagde 20 minutter til vores sluttid, hvilket var en kæmpe skuffelse. Efter et bad, en pizza og en masse cola var humøret godt igen.