For mange måneder siden tikkede en mail ind fra min løbemakker Michael fra Kolding. "Tjek lige dét her" stod der og efter kort tids overvejelse var vi begge tilmeldt. Denne gang skulle en trappe i den "velkendte" by Radebeul forceres... 100 gange!!!!  Efterfølgende har vi begge trænet trapper som aldrig før, for at være klar til et dobbeltmarathon på trapper.

 

Jeg havde besluttet at tage afsted lørdag den 21. april om morgenen med fly til Berlin og mødes med Michael og hans kæreste Maria. Efterfølgende ville resten af turen foregå i tog til det sydlige Tyskland.

 

Da vi ankom til byen, var det noget af en flad fornemmelse, der mødte os. Byen virkede nærmest forladt og der var ikke skyggen af et løbsskilt med lidt reklame på. Vi fandt et informationsskilt og travede afsted med tungt pakkede kufferter med proviant og løbetøj. Efter laaaang tids vandren fandt vi trappen og så var det ellers "bare" opad med tasken på nakken (det var hårdt!!!!!!). På toppen stod 2 jyder fra Duul (læs mere på www.duul.dk ) og både Kent og Søren virkede spændte som os andre.

 

"Indkvarteringen" var noget primitiv og der var ikke mulighed for at bade i området. Ellers var det virkelig professionelt med speakervogn, tidtagning med chip, spisetelt, massagetelt, løbertelt med overvågning og masser af officials, som gjorde alt hvad de kunne for at gøre det godt for løberne.

 

1 time før starten var der info-møde (på tysk, iuguefgkdbhgfvwev!!!!!!). Vi fik efterfølgende 5 minutters udgaven på engelsk, og her virkede det som om, at de ikke rigtigt troede på, at vi ville klare det. Vi fik klædt om og gjort det sidste klar og kl. 16:00 gik starten.

 

Ruten, som skulle løbes igennem 100 gange, kommer i korte træk her...

 

De første 50 meter fra start gik nedad mod trappen og så skulle 397 trin forceres nedad. I bunden af trappen skulle der løbes 150 meter på asfalt (som også hér gik nedad), for derefter at runde en bil og løbe de samme 150 meter opad mod trappen. 397 trin opad (man kunne ikke se toppen fra bunden!!!!) og så afsluttende de sidste 50 meter op mod mål.

 

Starten gik fint og Michael og jeg lagde os midt i feltet. Verdensmesteren Kurt Hess drønede ned og vi blev hurtigt klar over, at teknik og ekstrem vilje blev afgørende. Det vigtigste for os var at finde en rytme, som vi kunne holde i lang tid. Efter 10 runder var Kent stukket af og havde Michael lige i hælene. Jeg lå nogle minutter efter og havde et par minutter til Søren. Hér begyndte det for alvor at gå galt (for mig). Min mave var begyndt at brokke sig og det føltes som om, at det jeg indtog ikke kom videre i systemet men blot blev ophobet i mavesækken. Jeg forsøgte at drikke og spise væsentligt mindre ved depotet men intet hjalp. Efter ca. 20 omgange var der tendenser til små kramper i benene, men det forsøgte jeg at løbe væk i et lavere tempo end tidligere. Efter 26 omgange tog jeg et krus te og det gav ro i maven. Det føltes som om at jeg endelig kunne komme igang med at løbe og det gik ganske glimrende de næste 2 runder. Ved 28. omgang stod kroppen helt stille i bunden af trappen. Krampe i lænd, begge ben og i den ene svang (under foden) gjorde 1 trin fuldstændig umuligt at forcere, men en de få tilskuere var så flink at hjælpe med at strække lidt ud. Turen op mod toppen på denne omgang var noget nær det hårdeste jeg har prøvet, og jeg var da også tvunget til adskillelige "kunstpauser" med strækøvelser undervejs. De andre løbere spurgte pænt til hvordan det gik og jeg svarede pænt tilbage "at det nok skulle gå over". På toppen vraltede jeg ind i massageteltet for at få løsnet op i benene. Normalt tager massagen af benene måske 15-20 minutter, men da der var gået en time og den kære massør blev ved med at se opgivende ud, måtte jeg hellere i tøjet igen og prøve at forcere trapperne. Da jeg rejste mig fra briksen kom kramperne tilbage med fornyet kraft og jeg satte mig igen. En official kom med et brev magnesium og jeg gik over til teltet og skyllede det ned med lidt energidrik og nogle salttabletter.

 

Tankerne var begyndt at nærme sig DNF (did not finish) for første gang i karrieren!!!! Skulle det virkelig ske ??? Jeg havde haft store tanker om en god placering, en tid mellem 21 og 22 timer og en krop der "bare kunne klare alt". Det tog lang tid at komme over det, men jeg tod den beslutning at jeg ville nå 50 omgange, stoppe og så hoppe i soveposen. De efterfølgende omgang var ikke sjove at komme igennem men langsomt og (u-)sikkert blev jeg noteret for en omgang til og én til. Efter 42 omgange ville kroppen ikke mere. Med konstante kramper og en motivation der var lig nul vraltede jeg mod teltet, for at få mig et hvil. Michael følte sig heller ikke godt løbende mere og Kent var også mør. Søren kæmpede og blev faktisk den eneste dansker, der kom igennem (21 timer). Michael nåede 65 omgange før han stoppede og Kent nåede også noget i den retning.

 

Søndag kl. 7.00 orkede kroppen ikke at ligge på den 25 cm. brede bænk mere. Kramper hvert 10. minut gav ikke meget skønhedssøvn, så det var bare om at komme op. Kent, jeg og en tysk løber blev kørt ned til byens bådeklub, hvor der var badefaciliteter. Det er længe siden, at et bad og en tandbørstning har gjort SÅ godt. Vi blev kørt tilbage, hvor vi fik lidt morgenmad (3 ristede med brød) og så skulle der ellers heppes på Søren som led. Hen ad formiddagen pakkede jeg mine ting og sms´ede Michael, som havde sovet hos kæresten Maria, der havde indlogeret sig nede i byen. De var allerede på stationen på vej hjem og så ville jeg også hjemad. Væk fra løbet jeg var udgået i!!!!!!

 

Bilen der kørte os til byen var væk og jeg orkede ikke at gå ned til stationen. Det ville tage mindst en time i kroppens tilstand, så jeg ventede... og ventede... og ventede. Efter 1 time fik jeg et lift og så gik det ned mod Dresden hovedbanegård. Michael og Maria var kørt med det forrige tog, så det blev en alene-tur hjemad. Efter 1 timer og 45 min kom toget!!!!! og den eneste plads jeg kunne få var i en rygerkupé. Øv, men benene kunne ikke holde til 2 timers togtur stående, så ind og blive oset til. Flere gange i løbet af formiddagen havde jeg haft kontakt hjemtil for at høre, om der var tidligere fly end det jeg havde booket hjemmefra (21:40). Da jeg endelig ankom til Tegel lufthav i Berlin var flyet kl. 15:45 lige lettet og der var ikke flere fly til København med ledige pladser. Efter laaaaang tids venten lettede mit fly kl. 21:40.

 

Alt i alt var det en god tur med gode venner. Løbet var virkelig en oplevelse og flot arrangeret (typisk tysk). Om jeg vil deltage en anden gang for at revancere mit  første DNF vil forblive ubesvaret. Lige nu er svaret "nej", men man skal aldrig sige aldrig!!!!!